ØJET I STORMEN

December 2, 2018

I de seneste måneder henover sommerperioden er vi alle blevet bombarderet med energi fra solens kerneprocesser, som har skabt en rotation både i vores ydre og indre. Jeg har flere gange tænkt for mig selv "Stoooop!". Det var som at blive hvirvlet ind i stormens stærkeste vinde. Hele tiden skete der noget, som jeg kunne ikke nå at forholde mig til før noget nyt skete. Jeg kunne ikke følge med. Det var som om jeg ikke kunne finde mit center. Jeg blev suget ud i orkanens rotation og kunne ikke finde vej tilbage til mit ellers rolige center.

 

Jeg kunne ikke længere mærke min mave, mit center, mit hjerte og følte mig blot irriteret og stresset. Mit center hvor jeg altid orienterer mig fra, hvor fra jeg finder dybde og bredde og sammenhænge sammen med mit hjerte. Der hvor jeg altid tager jeg udgangspunkt i at multiverset understøtter mig.

 

Jeg har altid virket som en kanal for multiversets energi, dets indstrømninger og betydningen af disse. Jeg oplever altid en indstrømning, dens kvalitet og betydning for det indre og ydre arbejde før de fleste. Når jeg har forstået den bliver jeg i stand til at hjælpe andre med at forstå den og jeg kan facilitere andre ved at være orkanens øje og have roen og overblikket. Jeg laver orden i kaos. Først må jeg jo gøre det for mig selv. 

 

Denne indstrømning byggede og byggede og det tog mig lang tid at få hold på at den ikke holder op. Den er et langt sejt træk til transformationen har fundet sted. Da jeg startede i klinikken igen, efter en oplevet frustreret og urolig sommerferie, kunne jeg se at indstrømningen ramte mine klienters liv. Gulvtæppet var blevet trukket væk under dem og hele deres fysiske grundlag var rystet. Jeg så den ene eksistentiel krise efter den anden. Manges liv var vendt på hovedet. De var lige som jeg, kommet ud af balance, for mange havde det dog langt større konsekvenser.

 

Solens kerneprocesser som vi modtog gennem sommerens lys er information, som åbner og aktiverer cellehukommelse i kroppen, dybere og bredere end før så hukommelse aktiveres i cellerne. Cellerne begyndte at frigive helt ubevidst materiale, som før havde været for smertefuldt at besøge, fordi der var alt for meget angst og smerte. Med lys følger mørke, forstået på den måde at dissocierede dele af os tydeliggøres for at kunne heles. Samtidig åbner vi for i det lys at huske langt større dele er vores oprindelige hele. Vi begyndte at huske hvem vi i virkeligheden er, for at få inspiration til at omsætte dette, at udleve disse potentialer og mærke det mørke som havde stoppet os i netop at gøre dette i dette og mange liv.

 

Alt det som står i vejen for at vi kan integrere de dele at vores højere bevidsthed, bevidsthedens ressourcer, som en ny kilde Inspiration i vores liv. Jeg forstod, at menneskeheden var gået i gang med at forløse overskrifter på traumer og fastlåst energi ikke blot i dette liv men også i det Liv, der gik forud for dette, som måske blot er parallelle liv. En stor og dyb forløsning var gået i gang for menneskeheden. Det virkede umuligt for mine klienter at pågå med ikke at forholde sig til deres traumer.

 

En forløsning som var sat i gang på mange planer og som har stor indflydelse på vores liv Her og Nu. Først måtte vores bevidsthed, krop og psyke gennemlyses af lys, for at frigive de gemte dele vi for længst var stukket af fra i vores kodning af det at dissociere gennem angst.

 

For mit eget vedkommende mærkede jeg et fokus på at gå indad, endnu en træning i at slippe fokus på det ydre. Fra at være et Anker i mange menneskes liv blev mit hovedfokus at være et Anker i mit eget, sideløbende med at jeg oplevede forbindelsen til enorme ressourcer fra mine tidligere rejser i bevidsthed og fysisk form. Helt lavpraktisk oplevede jeg på ny måde at etablere en relation til mig selv på, alle de dele, som er blevet synlige gennem sommerens gennemlysning.

 

Jeg mistede helt fornemmelsen af hvem jeg selv var, intet resonerede på samme måde som før. Alt var nyt. Intet gav længere mening og mit gamle "målings-system" virkede ikke. Jeg svævede frit i rummet. Jeg forstod at jeg måtte lære mig selv at kende igen, at finde mig selv i det det oplevede liv har gjort mig til og det, der giver næring fremover. Alle de store spørgsmål dukkede op igen.   

 

Dybt inde var jeg i gang med at lære at mestre bevægelsen af at være i rotationen der, hvor alting går stærkt og sker på samme tid, uden at miste min forbindelse til min mave, mit hjerte, mit center. Stormen jeg stod i var langt større og ligeså opgaven at finde orkanens øje. Jeg opdagede, at de mange års indre arbejde heldigvis gjorde at arbejdet blev isoleret til kun denne opdatering.

 

Jeg bad om klarhed og hjælp i processen. Jeg forstod, at alt hvad jeg gennem årene havde arbejdet med af traumer og smerte hørte en anden tid, en anden energi til. En streg i sandet var trukket og et nyt liv skulle begynde. Den process foregår normalt via døden. Det var en dødsproces og en genfødselsproces på én og samme tid.

 

Det føltes både euforiserende at lægge disse tunge dele til hvile i et lukket kapitel og skræmmende at træde ud over klippen i frit fald til det nye, som endnu ikke er skabt. Jeg huskede og trøstede mig med at Hopi indianernes havde fortalt, at skiftet er ligesom at river rafte på en vild flod. Du kan vælge at lade strømmen kaste dig afsted og råbe "yeahh" eller du kan hoppe ud af båden og prøve at svømme tilbage mod strømmen. Det første lyder klart mest vidunderligt!

 

Jeg bad om klarhed og hjælp i processen. Meget af denne klarhed kom i gennem drømme, men også igennem meditation fik jeg indsigter. Jeg forstod, at det var tid til at jeg forankrede mig tydeligt i mig selv og dermed i verden og måtte finde frem til, hvad der i processen kastede mig ud af stormens øje. 

 

Jeg oplevede mig selv som et få uger gammelt foster, ved indgangen til det fysiske liv. Min mor havde fået et dødt barn første gang, et handicappet barn anden gang, nu ventede hun mig. Min mor var intet mindre end rædselslagen og gennem denne angst blev hun fraværende på det tidspunkt, hvor min lille krop udviklede rygrad og nervesystem. Følelsen af at være helt alene om at bære min egen eksistens med så umoden en krop var overvældende. En lille detalje som var livsformende.

 

Den bevidsthed og det nærvær jeg skulle læne mig ind i som en lille skabelse var fraværende og betød at jeg selv skulle bære min egen eksistens og min mors smerte. Det kunne jeg selvfølgelig ikke. Derfor opstod der en overspænding i min rygrad og mit nervesystem. Allerede her lærte jeg at tage ansvar for alt for meget - overkompensering.

 

Dette skulle vise sig at skabe et mønster jeg kom til at gennemsyrer hele mit liv. Jeg blev primus motor eller tovholder ikke kun i min barndom, men også i mit voksenliv, i nære ydre og indre relationer. Jeg var ikke i stand til at tage næring til mig. Ydermere blev min rygsøjle skadet med smerter til følge. Ubevidst ønskede jeg gennem dele af livet, at nogen ville bære for mig, dette skete naturligvis ikke, således fungerer spejlets funktion jo ikke. 

 

Hele hele mit voksenliv har bestået af at lære at bære mig selv stykke for stykke fra et voksent sted. Nu nåede jeg endeligt til sagens ophav, som bar tråde langt før dette liv.

 

Jeg kunne udelukke arbejde, familie relationer, venner, livsstil og hjem - tilbage var blot den aller tætteste relation - kærlighedsrelationen i parforhold. Mor er den første dybe relation vi har, så lige efter bogen, at det i voksenlivet bliver partnerrelationer, der ikke nærer som det var i mit tilfælde. Det stod mig klart, at det var et sted jeg slet ikke kendte og at jeg i alle liv i hele denne sidste epoke på 12.000 år ikke var blevet næret i partnerskab.

 

Ved begyndelsen af epoken lå et livsforløb, som var forløberen til hele epoken på Atlantis, som jeg kan fortælle om ved anden lejlighed. Det har både været en ensom men også lærerig rejse, en rejse tilbage til at kunne nære sig selv indefra til en ny væren en mesterlære i at stå i sig selv, fyldt ud af eget nærvær accept kærlighed. Et center om kerne så stærk, at det nu kan rumme ressourcer fra mit hele og langsomt begynde at omsætte disse til skabelse i det fysiske liv.

 

Alt dette førte sommerens lys til fuldendelse. Eller blot en begyndende fuldendelse . Sådan er det også for hele menneskeheden - vi bevæger os ind i et helt nyt energiniveau fra en frekvens til en anden. For hvert ryk, hver bevægelse, hvor vi kommer til stede med de indre dele af os, krabber vi os ind i den nye frekvens.

 

At komme til stede med alle dele af os, at kunne være sammen med alle dele af os. Hvert åndedræt skaber den transformation vi er midt i. Hvert åndedræt, hvor vi kommer tilstede med det, der nu engang er derinde, nærer og fylder os ud med essensen af os selv. Og åbner os til at være et med alt.

 

At have en oplevelse som min i fostertilstanden bringer også resurser med sig. Den gjorde mig i stand til at bevare kontakten til multiverset hele livet igennem og udviklede min evne til at være empatisk og indsigtsfuld.Jeg blev lidt af en multikunstner god til at være og orientere mig på mange planer på en gang og min utrættelige livskraft blev tydeligere som årene gik. Gaver jeg er dybt taknemmelig for og som har faciliteret rigtig mange mennesker fra smerte og opgivelse tilbage til livskraft og trivsel.

 

For mere end 20 år siden kaldte jeg min klinik for "Light of The new Dawn" uden helt at forstå dybden af det valg. Det nye Dawn er ikke kun der, hvor solen står op for 1. gang på en ny menneskehed. Det er bogstaveligt talt der, hvor menneskeheden går ind i det som kvantemekanikken kalder Event Horizon, som ligner en solopgang. Der hvor vi går fra time-space til space-time, nogle kalder det Ascension.

 

Jeg ser det som et skifte, et skifte fra at være koblet ind i frygt til at omkoble en i tillid. Tillid som den bærende kraft i vores liv. Vidende om, at vi er understøttet af multiverset, det er denne bevægelse vi langsomt gør os ind i dette lys. En udrensning af kodninger, energier og den fysiske krop. Alt det som ikke længere tjener den oprindelige del af os, rummes for så at integrere sig. For så igen at oplyses i lyset fra skiftet.

 

I en drøm blev jeg vist at vi alle blev overskyllet af tsunamier af vand. Følelser. Nøglen til processen ligger i vores følelser. Gennem generationer har vi lært at følelser er forkerte og farlige, både gennem religion og intellektualiseringen, som gennemsyrer hele vores samfund. Visdom er blevet evnen til at tænke.

 

Min oplevelse er, at vi er blevet vildledt. Følelser er det, som skiller os ud. Følelserne er vejen til visdom, vejen til indsigt, empati, fred og fællesskab. Når vi kan rumme vores egne følelser for det de er, blot en følelse - en oplevelse - kan vi løfte os forbi deres styring med os. Ikke ved at undgå dem, men rumme dem, gå ind i dem og finde visdommen i dem, og opdage at pilen altid peger i retning af at blive hel. Så står de ikke længere i vejen for os, så vi må løbe slalomløb på livets vej for at undgå følelser.

 

Når du ikke længere fastholder følelser, står du klart i lyset. Husk, at du er den, du har ventet på! Hele dig!

 

Tak fordi du læste med.

 

Kærligst Tine

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now